Kære kunde,
Hvordan skal din vinafdeling se ud?
Som din indkøber arbejder vi altid benhårdt på at sikre,
at Bilka’s vinafdeling fremstår med et inspirerende udvalg af gode tilbud.
Vi samarbejder med et stort og bredt udvalg af de førende vinhuse i verden,
hvor vi i fællesskab med de enkelte winemakers finder og skaber de vine som gerne skulle falde i din smag.
Samtidig til en pris hvor Bilka leverer en overraskende god kvalitet sammenlignet med øvrige.
Endvidere arbejder vi målrettet på at sikre at du som kunde føler dig velkommen i vinafdelingerne i Bilka,
at de altid er nemme at overskue, samtidig med at de virker inspirerende og indbydende.
Vi vil derfor gerne invitere dig som vores kunde og vores gæst til at give en tilbagemelding på,
hvorledes du oplever vinafdelingen i Bilka og hvad der eventuelt skulle ændres således at
det blev endnu mere spændende at besøge vinafdelingen.
Samtidig vil vi også gerne høre lidt om ud fra hvilke kriterier du udvælger dine vine
og hvad der skal til før du prøver noget nyt.
Blandt tilbagemeldingerne trækker vi lod om 3 x vinoplevelser bestående af:
2 x Masi Brolo di Campofiorin
2 x Aldiano
2 x MontGras Quatro
-sidste frist for indlæg er 5. april.
Vi ser frem til at høre fra dig.
————————————————————————————————
Kære alle deltagere i forbindelse med “Hvordan skal din vinafdeling se ud”
Tusind tak for alle jeres besvarelser og værdifulde kommentarer.
Vi vil nu tage Jeres kommentarer med i vores målrettede arbejde på at gøre Bilka’s
vinafdelinger endnu bedre.
De tre vindere af konkurrencen blev:
- George W. Leach
- Arne Rømer
- Tina Milvertz
Tillykke til de 3 vindere og god fornøjelse med vinene.




Jeg kommer udelukkende i Bilka Aalborg/Skalborg.
Jeg synes, det ville være en rigtig god idé at lukke den 3. side i afdelingen for at frembringe mere hygge.
Desuden synes jeg, det ville være en god idé at lave fx. en “god-bedre-bedst”-inddeling på hylderne. Så fx. Brunello ikke bare stod og “flagrede” midt i det hele.
Dertil ville jeg især nyde en afdeling for mere eksklusive vine. Ikke nødvendigvis de allerdyreste, men fx. spændende vine fra bitte-små producenter, der ofte kan tillade sig at producere mere specielle vine, end de helt store, økonomisk set, kan tillade sig.
Jeg kunne godt tænke mig en mere overskuelig vinafdeling i Bilka i Viborg, der mangler struktur, det alt for rodet.
Jeg kunne også godt tænke mig, at der var en beskrivelse på hver vinhylde man kunne tage med hjem, det kunne være en orientering om hvorvidt der er tale om en gemmevin eller en der er drikkemoden nu. Det var et koncept man praktiserede i de gamle Schou Epa butikker, det giver os almindelige vinkøbere en god information.
Hej vinkøbmænd
Jeg vil foreslå at der i Bilka laves plads til en afdeling hvor ugernes skiftende tilbud placeres. Der er skiftende fra uge til uge men det er et spørgsmål om planlægning.
Det skal også medtænkes at vi er nogle der køber vin andre dage end fredag hvor der er smagsprøver/eller hvor der er en vinkyndig til stede, hvorfor ikke lave fyldige informationer om vinen- hvad den smager godt til selv om det er en tilbudsvare.Det vil trække kunder med events hvor vinmakeren deltager eller vinbonden.
Udover de tre dejlige vine, som er i udbud i dette forum, har Bilka en masse pragtfulde vine, hvor man ofte – når de er på tilbud – betaler “uforskammet” lidt i forhold til den kvalitet, man tager med hjem. Det skal jeg ikke anfægte, tværtimod, bliv endelig ved med det!
Men netop variousiteten og mængden ER et problem set i forhold til den plads, vinafdelingerne råder over, så her kan jeg godt følge Estrid Jensens ønske om mere overskuelighed. Og en “god-bedre-bedst” inddeling vil kræve mere overskuelighed og dermed også mere plads. Mit forslag – vender jeg tilbage til om lidt – vil ikke gøre kravet om mere plads mindre, så hvis der skal opfyldes mindst en fællesnævner for udtrykte ønsker, må det først og fremmest være en større vinafdeling. Meget større. Faktisk lige så stor som omsætningen, der bærer afdelingerne i de forskellige Bilka’er!
Vinproducenterne er ved at udvikle nye propmetoder, og man er også begyndt at hælde kvalitetsvine på flasker med skruelåg – en metode, man husker brugt tilbage til “Den med tyren” i tresserne og halvfjerdserne, altså billige, kraftige og hurtigt konsumerende vine. Det er givet i dag et rigtigt skridt på vejen også med kvalitetsvine. Men der vil stadig gå mange år, før den gamle propmetode helt vil forsvinde, om det nogensinde sker…
Der findes ikke noget mere irriterende end at åbne en flaske vin, hvor proppen er knastør og i flere tilfælde “knækker”, når man afpropper den, så der også efterlades proprester i selve vinen. Og det, jeg savner allermest, når jeg visiterer vinafdelingerne, er flasker, der ligger ned, altså vin stablet liggende i “kuber” på hylderne – og det samme med kasserne stablet rundt omkring på gulvet: vendt, så flaskerne indeni ligger ned – så propperne ikke indtørrer. I dag er hylderne fyldte med vine – billige og dyre i en “pæn” blanding – fra gulv til loft, som står oprejste på hylderne.
Så en større vinafdeling, tak. Gerne med flere reoler også ude i lokalet, sådan ryg mod ryg og med “bikuber” til liggende flasker. Her kunne jeg også ønske mig en “udvidelse” af nationalitetsindelingerne – feks. Italien, Frankrig, Sydamerika med hver deres afdeling, ligesom Amerikanske, Australske og New Zealandske kan have deres (og måske også Sydafrika) – og hver afdeling inddelt således, at når der kommer vine på tilbud fra de pågældende lande, så skal man også kunne finde disse vine i disse zoner. I dag er tilbuddene spredte rundt omkring, og det kræver ofte en pæn portion tålmodighed at gå rundt i “rodebutikken” og lede efter bestemte vine.
Endelig – jo, jo, jeg er ved at være færdig! – savner jeg meget en kompetent vinkender eller to i afdelingen, man kan få en god vinsnak med. Desværre sker det alt for ofte, at “opfyldningspersonalet” ligner et stort spørgsmålstegn, når man spørger efter en bestemt vin. Og jo, jeg ved godt, det er et supermarked, men selv i et supermarked må man vel kunne forvente kompetent betjening, når supermarkedet ligefrem selv praler af at sælge kvalitetsvine? Er der ikke også noget om, at Bilka netop i denne tid reklamerer med, at man som kunde kan forvente mere og bedre service?
Det er vi mange, ved jeg, som gerne ser praktiseret også i vinafdelingerne!
Kære Vinblog.Bilka
Jeg er en kæk og vinglad reklamedreng, som har fundet på et – hvis jeg selv skal sige det -, virkelig fedt vinkoncept, som ville passe perfekt til Bilkas imponerende vinsortiment og -entusiasme. Konceptet er både forbrugerinvolverende og differentiere jer fra andre supermarkedskæder.
Smid mig en mail, hvis I har tid og lyst til at bruge en halv time på at høre mere om konceptet.
Tue